AMAZING TOURS

Geografi

Øgruppen er spredt ud mellem 37° og 39° N bredde (parallelt med Lissabon), hvilket giver dem et mildt, subtropisk kystklima, med begrænsede årlige temperatursvingninger. Den gennemsnitlige årlige nedbør øges fra øst mod vest og er mellem 700mm og 1600mm, idet Monte Pico (det højeste portugisiske bjerg på 2.351 m) har en nedbør på 6300mm (6,3 m) årligt.

Det Azoriske højtryk (et område med højt atmosfærisk tryk) er opkaldt efter øerne.

Formigaøerne (”formiga” betyder myre på portugisisk) – også kendt som Dollabarat revet – har en rig undervandsfauna, som bl.a. byder på eksotiske arter af f.eks. rokker (bl.a. Manta eller djævlerokke), hajer og havskildpadder.

Øgruppen ligger i den palæarktiske zone (eller økozone), og danner en unik biome (en biome er et bredt, regionalt økosystem), som omfatter den makaronesiske (Makaronesien er Azorerne, Madeira og de Kanariske Øer) subtropiske ”Laurissilva” (laurbærskov), med mange endemiske (udbredt i et begrænset område) plantearter.

Selvom Azorerne ser meget grønne og i nogen grad uberørte ud, har vegetationen undergået en ekstrem forvandling. Det meste af den oprindelige laurbærskov er blevet fældet, fordi det er en værdifuld træsort (til redskaber, bygninger, både, brænde, etc.) og for at rydde jorden til landbrug. Mange opdyrkede steder (som traditionelt har været brugt til dyrkning af ”colocasia” (taro), kartofler, majs og andre afgrøder) er nu blevet forladte, særligt som følge af udvandring. Som følge af dette, har nogle indtrængende planter overtaget de forladte landbrugsområder. De to mest almindelige af disse eksotiske arter arter er ”pittosporum undulatum ( et træ, der kan blive op til 15 m) og ”acacia melanoxylon” (en australsk akacie træ). Sædvanligvis er deres udbredelse begrænset til gammelt landbrugsland, og heldigvis breder de sig sjældent til uberørt, oprindelig vegetation. Den største forandring er sket i lavlandet (under 400m), hvor praktisk taget alle laurbærskove blev udryddet.

Nogle få ”persea indica” (Madeira mahogni) og ”picconia azorica” (stedsegrøn busk/lille træ) har overlevet enkelte steder, men er overordentligt sårbare. Kun ”myrica faya” (busk eller lille træ) synes at have overlevet menneskelig indblanding temmelig godt, og den findes almindeligvis i hække og blandt eksotiske træer. I den senere tid har man indført planter, som kan vise sig at udgøre en alvorlig trussel mod den oprindelige flora, f.eks. ”leptospermum scoparium” (Manuka eller te-træ, lille busk eller træ), som invaderer den næsten uberørte vegetation i lidt højere liggende områder (over 400m) – f.eks. hvor der vokser lyng, ”ilex” og ”myrsine africana”.

Hortensia er en anden mulig plage, men truslen fra denne plante er mindre alvorlig. Til trods for, at hortensiaen blev importeret fra Amerika eller Asien, betragter nogle indbyggere den som et symbol på øgruppen og planter dem langs vejene, hvorved man hjælper dem til at sprede sig overalt. ”Cryptomeria” , det japanske cedertræ, er et nåletræ, som dyrkes i stort omfang grundet træsorten, og man kan finde mange frøplanter af disse blandt de sidste rester af den oprindelige vegetation i højder over 400m.

Azorernes eneste endemiske (udbredt i et begrænset område) fugleart er ”pyrrhula murina” eller ”priolo” (en spurvefugl), hvis udbredelse er begrænset til rester af laurbærskov i bjergene på den østlige side af São Miguel. Den er opført som særligt truet. Azorerne har også en endemisk flagermuseart, ”nyctalus azoreum”, som er speciel ved at søge føde om dagen.

De 9 øer har et samlet areal på 2.346 km ². Størrelsen på de enkelte øer strækker sig fra São Miguels 759 km ² til Corvos 17 km ². Tre øer (São Miguel, Pico og Terceira) er større end Malta (som udgøres af 3 øer), og alene São Miguel er dobbelt så stor.

De 9 øer er inddelt i 3 grupper:

¤ Den østlige gruppe (Grupo Oriental): São Miguel, Santa Maria og Formiga småøerne.

¤ Den centrale gruppe ( Grupo Central): Terceira, Graciosa, São Jorge, Pico, Faial.

¤ Den vestlige gruppe (Grupo Ocidental): Flores, Corvo.

Tilbage