AMAZING TOURS

Historie

Øerne var kendt på forskellige kort i det 14. århundrede. I 1427 blev Azorerne genopdaget af en af Henrik Søfareren's kaptajner. Det menes, at det var Gonçalo Velho, men det kan ikke dokumenteres.

Koloniseringen af de hidtil ubeboede øer begyndte i 1439 med immigranter fra Algarve og Alentejo. De første immigranter gik i land i Povoacao på São Miguel, som også blev øernes første hovedstad. Hovedstaden flyttede sidenhen til Ponta Delgada.

Gammelt kort over Açorernes 9 øer. Azorerne fik strategisk vigtig betydning for portugiserne i forbindelse med koloniseringen af det amerikanske kontinent og handelen mellem Europa og Amerika i 1600 og 1700-tallet. Azorerne viste sig, at være det naturlige sted at stoppe op, når Atlanterhavet skulle krydses. Dengang var havene omkring Azorerne hærget af pirater. Fra 1836 til 1976 var øgruppen delt i tre distrikter. Opdelingen var ikke geografisk betinget, men tog udgangspunkt i de tre største byer.

* Angra bestod af Terceira, São Jorge og Graciosa med hovedstaden Angra de Heroismo på Terceira.

* Horta bestod af Pico, Faial, Flores og Corvo med hovedstaden Horta på Faial.

* Ponta Delgada bestod af São Miguel og Santa Maria, med hovedstaden Ponta Delgada på São Miguel.

I 1943, under 2. verdenskrig, gav den portugisiske diktator António de Oliveira Salazar briterne adgang til baser på Azorerne. Det var en ændring af den hidtige politik, hvor kun tyske ubåde og skibe havde fået lov til at tanke. Denne ændring var en stor hjælp for de allierede, som nu havde lettere ved at jage tyske ubåde og beskytte konvojer.

I 1944 etablerede USA en mindre lufthavn på Santa Maria. Den fungerede kun i kort tid. I 1945 blev der i stedet på Terceira etableret en ny base, som stadig er i drift. Basen blev under den kolde krig brugt til at patruljere Atlanterhavet, og under den første Golfkrig blev den brugt til mellemlanding og optankning af fly på vej til Mellemøsten. Lufthavnen fungerede i mange år også for den kommercielle lufttrafik mellem Europa og USA

I 1957 medfører et stort vulkanudbrud på Faial en stor udvandring fra Azorerne til Europa, Brasilien og Nordamerika.

I 1970'erne blev hvalfangst, som havde været et vigtigt erhverv igennem de forrige 150 år, forbudt.

I 1976 fik Azorerne status som autonom region (Região Autónoma dos Açores), og inddelingen i distrikter, som er nævnt ovenfor, ophævedes.

KOLONISERING

På et tidspunkt, efter at øen Santa Maria var blevet opdaget, blev får sluppet løs. Det var før en egentlig bosættelse fandt sted. Dette gjorde man for at forsyne fremtidige nybyggere med mad, idet der ikke var nogen dyr på øerne.

Koloniseringen fandt dog ikke sted lige med det samme. Der var ikke stor interesse blandt portugiserne for at slå sig ned på isolerede øer hundredvis af kilometer fra civilisationen. Men tålmodigt samlede den portugisiske munk Gonçalo Velho Cabral forsyninger og nybyggere til de følgende 3 år (1433-1436), og de sejlede af sted for at grundlægge kolonier, først på Santa Maria og senere på São Miguel.

Før man kunne så afgrøder, skulle klipper og sten fjernes og vegetationen ryddes. Derfor blev slaver fra Afrika efterladt alene på øen São Miguel i et stykke tid. Korn, vindruer, sukkerrør og andre planter, som var til gavn for nybyggerne og også kunne bruges som handelsvarer, blev plantet og sået. Man bragte husdyr til øerne, såsom kvæg, får, geder og svin. Der blev bygget huse og grundlagt landsbyer.

De nybyggere, der fulgte efter slaverne, var en blandet gruppe af mennesker fra de portugisiske provinser Algarve og Minho. Blandt de tidligste nybyggere var der også folk fra Madeira, arabiske fanger, afrikanske slaver, franskmænd, italienere, skotter, englændere, tyskere og flamlændere. Der var småforbrydere, spanske præster, jøder, soldater, regeringsansatte, europæiske handelsmænd og sukkerrørsavlere.

São Miguel blev først koloniseret i 1444. Nybyggerne kom hovedsagelig fra de portugisiske områder omkring Estremadura, Alto Alentejo og Algarve, og de blev ledet af Gonçalo Velho Cabral, der lagde til, hvor vi i dag finder Povoação

I 1522 blev øens daværende hovedstand Vila Franca do Campo ødelagt af et jordskred, som var udløst af et jordskælv, der dræbte omkring 5000 mennesker, og hovedstaden blev flyttet til Ponta Delgada. Byen Vila Franca blev genopbygget på det oprindeliges sted, og i dag er det en blomstrende fiskeri- og yacht havn. Ponta Delgade fik status af by i 1546. Siden starten koncentrerede nybyggerne sig om landbrug. I det 15. århundrede eksporterede øen Graciosa hvede, byg, vin og brandy. Varerne blev sendt til øen Terceira, hovedsageligt fordi den lå nærmest.

I løbet af det 18. og 19. århundrede var Graciosa vært for mange prominente personer såsom Chateaubriand, den franske forfatter, som kom forbi på sin flugt til Amerika under den Franske Revolution. Almeida Garrett, den store portugisiske digter, som besøgte en onkel og skrev poesi under opholdet, og prins Albert af Monaco, den berømte oceanograf fra det 19. århundrede, som stod i spidsen for adskillige ekspeditioner i farvandet omkring Azorerne. Han ankom på sin yacht ”Hirondelle” og besøgte ”Furna da Caldeira”, den berømte grotte med varme kilder.

Tilbage